top of page

Hiphopsamlingen

Da jeg i august måned 2017 blev ansat som projektleder på Hip Hop Hub hos Rapolitics, fik jeg en spændende opgave. Udover at lede foreningens sekretariat og Hip Hop Hubs nationale netværk, havde Rapolitics sat sig for at sammensætte en dansk hiphopkanon inspireret af den danske kulturkanon fra 2006. Meget hurtigt gik det op for mig at der i vores netværk var en del modstand mod kanonbegrebet. Den danske kulturkanon er en subjektiv vurdering af dansk kultur, hvor et større dommerpanel her udvalgt værker, som de mener er af æstetisk relevans for os som danskere og udgør vores kulturarv. Hiphoppen har altid ageret modkultur. Den har historisk været et oprør mod systemet, et frirum til at udtrykke sig og en ramme for nye tanker om verden. I hiphoppen er det tilladt at udtrykke sig smukt, grimt, højtråbende og sårbart, samt udfolde sig i grænselandet mellem det personlige og politiske, det private og offentlige og i utopiske og dystopiske verdensbilleder. Derfor vil en kanon der som udgangspunkt har til formål at lave en subjektiv vurdering af hvad der er rigtig eller "ægte" hiphop, stå i stærk kontrast til selve meningen med hiphopkulturen. I dialog med projektets styregruppe, blev vi enige om at lave en omformulering af kanonprojektet, til at være en bred samling af danske hiphopværker, der eksemplificere hvorfor hiphoppen er relevant og hvordan kulturen bruges i samfundsdebatten. Hiphopsamlingen skulle i sig selv blive et talerør og et opslagsværk, som kan motivere og engagere unge til selv at blive kulturskabere og bruge kunsten som deres udtryksarena.

I december 2017 lå rammerne for Hiphopsamlingen fast. Der skulle sammensættes en redaktion af unge fra landets fem regioner, som ville få til opgave at udvælge en række temaer som de anså som værende særligt relevante at diskutere for unge i dag. Udfra de fem temaer ville redaktionen få til opgave at udforske dansk hiphopkultur og udvælge værker, der forholder sig til de udvalgte temaer. Værkerne kunne være alt lige fra raptekster, beats, grafitti, dans, events eller andet, som redaktionen fandt relevant. Efter en kurateringsproces ville Hiphopsamlingen blive udgivet som online publikation, en undervisningspakke og blive præsenteret for unge landet over på otte temadage afholdt af redaktionen.

I januar 2018 mødtes jeg med 14 unge der skulle udgøre redaktionen for Hiphopsamlingen. De unge kom fra Aalborg, Aarhus, Horsens, Odense, Fåborg, Næstved og København og var i alderen 16-24 år. Nogle gik på universitetet, andre gik i gymnasie, nogle var på sabbatår, og andre arbejdede. Det var en broget flok der alle på en eller anden måde havde interessen for hiphop tilfælles. I løbet af vores første workshop fandt redaktionen frem til fem temaer, som de gerne ville gå i kødet på og skabe Hiphopsamlingen ud fra. Temaerne er Skabertrang, Opråb, Mødesteder, Feminisme og Frirum.

Med udgangspunkt i temaerne gik redaktionen på opdagelse i dansk hiphopkultur. Der blev lyttet, kigget, analyseret, diskuteret og nørdet i tre uger, før vi mødtes igen for at sammensætte den endelige samling.

På vores anden workshop præsenterede redaktionen de værker de havde udvalgt for hinanden, og det stod helt klart at Hiphopsamlingen ville blive en bred samling af meget forskellige værker og kunstnere. Vi arbejdede i 24 timer på at sammensætte de 41 værker der skulle ende med at udgøre Hiphopsamlingen. Det var en spændende proces, hvor kunst, kultur, samfund og personlige holdninger kom til udtryk. Da værkerne var endeligt udvalgt, fik redaktionen til opgave at beskrive temaer og værker til den online publikation.

I april 2018 publicerede vi Hiphopsamlingen. Efter at have taget kontakt til et hav af kunstnere, knoklet med hjemmeside, tekster og billeder, havde samlingen taget form og var klar til at blive vist til omverdenen. Vi lancerede samlingen med to events, et i Aalborg og et i København, hvor redaktionen præsenterede samlingen for et større publikum og hvor kunstnere fra samlingen fremviste deres værker.

I juni 2018 blev temaerne fra Hiphopsamlingen fundament for en eventrække på Folkemødet, hvor kunstnere fortolkede de fem temaer gennem forskellige udtryk. Vi arbejder på at lave undervisningspakken færdig, som skal præsenteres på uddannelsesinstitutioner i samarbejde med Spil Dansk til oktober, og i løbet af efteråret vil redaktionen afholde temadage rundt om i landet, hvor samlingen skal præsenteres for andre unge.

Du kan se Hiphopsamlingen her.

Du kan se en film, hvor redaktionen fortæller om Hiphopsamlingen her.

Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Ingen tags endnu.
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page